søndag den 20. november 2011
November fragmenter
søndag den 23. oktober 2011
Det var så den Dommedag
Læs mere her.
mandag den 28. februar 2011
For godt til at være sandt, ikke?

Så er det slut med sygdom, stort set alle sygdomme og så i øvrigt livsvarig immunitet. Man kan se flere YouTube indlæg og besøge hjemmesiden http://www.1minutecure.com/ der bugner af løfter.
Ergo er lægevidenskaben og medicinalindustrien ivrige efter at holde kuren hemmelig.
Jeg er ikke gået tættere på, for jeg har allerede opbygget en immunitet overfor den slags annoncer, også selv om annoncøren påstår at der er skrevet flere hundrede artikler om denne fantastiske kur der vil gøre millioner af ansatte indenfor lægevidenskaben og medicinalindustrien arbejdsløse. Ja vel også hele det alternative helbredelsesmarked.
Lidt fødselshjælp og så vupti kan vi klare os frem til ”mødet” med bedemanden og sætte vor lid til at der er et efterliv, selv om udødelighed vist ikke er indeholdt i denne kur.
Hermed formidlet til de nysgerrige, men det er da næsten for godt til at være sandt, ikke?
søndag den 6. februar 2011
Homøopati virker - på tegnebogen, altså
Homøopati er meget populær i mange lande, også her i Danmark. Problemet er bare: det virker ikke. Der er ingen medicin i det, der er ingen videnskab bag det og gentagne forsøg har uden al tvivl demonstreret at der ikke er nogen medicinsk effekt udover hvad man kan tilskrive placebo-effekten. Alligevel bliver homøopatiske sukkerpiller solgt side om side med rigtig medicin på apoteker og i USA i supermarkeder. Folk bruger utroligt mange penge på dette nonsens-præparat.
Det er årsagen til at 10:23 kampagnen er sat i værk for at demonstrere at homøopati ikke virker. Homøopatiske produkter er ikke harmløse, for ofte tager folk disse piller i stedet for rigtig medicin. Det gør dem i mange tilfælde mere syge, og i alt for mange tilfælde kan man dø af det.
James Randi har med videoen nedenfor været med til at skyde kampagnen i gang. Her er der desuden et link til filmklip fra 28 byer/lande hvor skeptikere har indtaget en overdosis af bl.a. arsenik ifølge den homøopatiske metode.
lørdag den 5. februar 2011
Varsler dyrs mærkelige adfærd jordens undergang?
Det har svirret med overskrifter om fugle der dratter ned fra luften eller fisk der vender bugen i vejret og dør. Vi kender alle talemåden om rotterne der forlader den synkende skude. Krokodille med ringetone
Tegn på de sidste tider er også dyrs mærkelige adfærd. I Ukraine har en krokodille ved navn Gena eksempelvis slugt en mobiltelefon. Det påstod telefonens ejerkvinde. Hun blev ikke taget alvorligt af dyrepasserne. Så stor var overraskelsen den dag da man hørte en ringetone fra Genas indre. Dét er ganske vist.
Dillen havde tydeligvis ikke ændret ringetonen. Ejeren forlangte så at få i det mindste SIM kortet tilbage. Gena har det ikke godt og når først en krokodille, der som art har været meget længere på jorden end mennesket, bukker under for et af vor tids mest hellige relikvier, så varsler det ikke godt. En ged havde måske fordøjet telefonen, men ikke en sensibel krokodille.
Pløret ugle
Der Spiegel havde 18. januar 2011 en rystende historie om en ugle. Denne fugl, symbol på klogskab, ja endog visdom, var blevet set sidde i en vejside nær Pforzheim i Tyskland. I nærheden lå der to små snapseflasker – uglen var simpelhen stinkende beruset. Politiet tog den berusede ugle i varetægt og den fik således flyveforbud indtil den i ædru tilstand atter kunne slippes ud i samfundet.
Kriminel brevdue
I Columbia forsøgte en brevdue at flyve ind over muren til et fængsel nær byen Bucaramanga. Det lykkedes ikke. Den må være blevet udmattet lige før målet, lastet med cirka 45 gram kokain i stedet for et brev til en af de indsatte. Den kunne godt have brugt noget epo selv. Det er set at en sådan smuglerdue før har fløjet SIM-kort ind i fængslet.
Det lyder nu lidt underligt. Duer har nu heller ikke ry for at være kloge, men gode til at finde vej, især hjem til dueslaget. Ergo må der være en indsat der har dueslag i cellen – det kan man da ikke bare skjule, eller kan man? Læs her.
